Fællesskab – nøgle til helbred?

faellesskab2Original text©Karen R. Zimmer

Der er 1 million mennesker i Danmark, som bor alene. Det er for mange – synes jeg.
Udviklingen (eller tilbagegangen) skræmmer mig. Især fordi den medfører store konsekvenser for vores psykiske og fysiske helbred.
Hvis du bor alene, eller selv i en kernefamilie, ligger ansvaret for en velsmurt dagligdag på dig (og muligvis din partner). Punktum.

Hvad så hvis du får influenza, og din partner også? Hvad så hvis det varer en måned for jer begge? For det er det, der skete i mange hjem denne vinter.
Og folk har stadig svært ved at få det hele til at fungere, selv efter at have været hjem i to, tre eller fire uger.
Jeg kender nogle, der altid har været helt fyldte med power, som nu slæber sig igennem dagene. faellesskab1
Fik lige en sms: ‘Kom alligevel ikke til yoga – orkede pludselig ikke’. Og det fra en stor-yogadyrker, som normalt nyder et sjældent højt energiniveau.

Og hvad hvis der skete noget værre end 3 ugers sygdom? Hvad så med os, med vores partner, med vores gamle moster elelr bedste, med børnene? Svaret ligger ofte hos de sociale myndigheder og sundhedsstyrelsen – ikke hos os selv. Er det godt nok? Hvor tryg er du ved det?

Hvad nu hvis der nu var en mor eller svigermor, en bedstemor, nogle søskende, en kusine og en faster, en onkel og en fætter, naboer, der kommer os ved – som lige kom med aftensmaden, sørgede for at køre børn til skolen (de skal jo alligevel afsted samtidig med de andre fætre og kusiner), havde dem et par nætter, kom og tjekkede hvordan vi har det … hvad nu hvis man delte el- og leje, varme- og madregninger, og at man havde en god køkkenhave samt et velforsynet fælles fadebur. Jeg kan mærke et lettelsens suk dybt inde i brystet.

Og her skildrede jeg kun det praktiske. Den psykiske støtte i et bagland er uvurderlig. At man deler glæder og sorg, udgifter og opgaver i det daglige, ikke fordi man ‘inviterer’ hinanden, men fordi det bare er sådan, altid … Det styrker som intet andet.

Jeg tænker på øen Icarius i Grækenland, hvis folk ‘glemmer at dø’. Det gør de blandt andet, fordi de har et vildt stærkt sammenholdt – hvis man ser bort fra sol, hav og en middelhavskost af fisk og solmodne frugt og grøntsager. Og dog: fisk har vi også, hvis det skulle være, og en køkkenhave er vel heller ikke umulig at realisere.

Lyder det som utopi, at genskabe fællesskabet i dag, her? For ca. 60 år siden (eller mindre) var det en realitet i de fleste lande i den vestlige verden, for hovedparten af befolkningerne.

Fællesskab var en virkelighed, som blev sat på hylden til fordel for kernefamilien og, derefter, tosomheden eller ensomheden. Jeg bor i dag i tosomhed. Det er fint nok, synes man generelt Men i virkeligheden lidt kedeligt. og lidt sårbart: vi har lige været syge, begge to – ‘storslemt syge’. Naboerne har ikke engang vidst det. g vi har ikke vidst, når de var syge. Det taler man ikke om. Vi ringer ikke på hos hinanden for at sige: ‘Du, jeg er syg, det er min kone også’. Det er ikke høfligt.Men hvis nu vi alligevel mødes på vejen, siger vi det til hinanden. Og det er rart. Mere af det.

Vi har lige haft huset fyldt med familie og venner. Og hold da op, hvor det hjalp på det hele. Dagen efter at alle rejste, var der helt stille i køkkenet. Ikke så sjovt. Og ikke så varmt om hjertet.

Jeg vil gerne have duften af kaffe, før jeg overhovedet står op, fordi nogen i huset er et A-menneske. Jeg vil glæde mig over at trække gulerødder op af jorden med min nabo, og drikke teen i stilhed når vi holder pause. Også at vide, at jeg kan gå til fælleskøkkenet eller stuen, og aldrig være helt sikker på, hvem der sidder med avisen eller smører en madpakke. Hvordan bærer man sig ad, for at virkeliggøre det?

Tja, der skal meget til: i hvert fald først og fremmest en beslutning om at give plads til helheden, til andre, til ideer og ideologier. En villighed til at give slip på det, man kender, og bygge noget nyt baseret på fælles principper. Det er lidt som et dyk i en svømmepool i mørket, hvor man ikke kan se: Er der vand i? Bunder man? Man ved det ikke.

Men som jeg har det nu, kan jeg ikke se nogen anden mulighed for fremtiden. Til multinationalernes skræk og advarsel melder jeg mig som tilhænger af fællesskabet som fremtidsvision.
Mange mennesker har gjort det, og gør det over hele kloden. Se lige sammenslutningen af internationale fællesskaber på ecovillage.org

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *